Referat af generalforsamling i Lyngby Taekwondo Klub 19. februar 2025 i klubbens lokaler

1.      Valg af dirigent

Jesper Fly Hansen valgt enstemmigt. Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

2.     Valg af referent

Daniel Noe Harboe valgt enstemmigt.

3.     Formandens beretning

Antallet af medlemmer er steget fra ca. 150 til ca. 175, hvilket er en ret normal udvikling henover året. Samlet set har vi en sund klub hvor vores medlemmer kan lide at være. Målt på antallet af DTaF licensers er vi i top 3 i Danmark. Henover året falder medlemmer fra primært i løbet af efteråret/vinteren og lidt i forbindelse med gradueringer. Mere systematisk er det stadig fra 8./9. klasse/start af gymnasie, ligesom i alle andre sportsklubber. Vi har forsøgt os med teenagehold (nu juniorhold) og pizzaaftener for at holde på dem, også socialt. Men vi har også en begrænset kapacitet. Om vi kan/skal gøre mere for det bliver til (fortsat) overvejelse i bestyrelsen.

Vi havde en god oprydningsdag med masser af mennesker og god energi. Vi har afholdt tre gradueringer i året, instruktørerne har været på uddannelse, der var selvforsvar for kvinder i første halvår, og sommerafslutning på græsset. Der er også blevet lavet YouTube videoer med TTU pensum.

Der er gjort en større indsats for deltagelse i både teknik- og kampstævner, også for at fastholde teenage-segmentet. I løbet af året har vi fået 4 nye 1. dan, næsten 2 nye 2. dan og hele 3 nye 3. dan. I det hele taget har vi mange aktivt trænende sortbælter.

I 2025 er der planer om flere større event. Der bliver træningsweekend 26./27. april med international instruktører. Der planlægges et klubinternt stævne og måske også et med Islev.

Dette er Rasmus’ sidste generalforsamling som formand, fordi han træder af. Mange tak til Rasmus for en lang og god indsats som formand.

 

4.     Regnskab og budget

Regnskabets og budgettets poster blev gennemgået. De samlede indtægter var 493k i forhold til budget på 480k, budgettet for næste år er 485k. De samlede udgifter var 428k i forhold til budget på 491k og budget næste år på 517k. Som underposter hertil var udgifter til frivillige 144k i forhold til budget på 144k og budget næste år på 180k. Udgifter til lokaler var 60k i forhold til budget på 17k og næste år på 40k. Det er stadig lidt svært med rengøring, fordi skolen ikke vil give os lov til at gøre det i dagtiden. Derfor er det reelt kun muligt at gøre rent fredag aften/tidligt lørdag formiddag, hvilket passer de fleste meget dårligt. Udgifter til events var på 103k i forhold til budget på 108k og budget for næste år på 130k. Diverse var på 143k i forhold til budget på 159k og budget næste år på 162k. Årets resultat var et overskud på 65k i forhold til et budgetteret underskud på -11k og et budgetteret underskud for næste år på -27k. Både regnskab og budget blev enstemmigt godkendt.

5.     Kontingenter og indmeldelsesgebyr

Begge blev fastholdt uændret.

6.     Forslag

Ingen indkomne forslag.

7.     Valg af kasserer

Mads Fjelbro Klavsen var på valg som kasserer og blev enstemmigt genvalgt.

8.     Valg til bestyrelsen

Jonas Roum-Møller, Mads Fjelbro Klavsen, Filippa Niemelä Harboe, Elias Kjær-Westermann og Mathias Kha var på valg og blev enstemmigt valgt for 2 år.

9.     Bestyrelsessuppleanter

Stefan Funch-Jarlbæk og Jørn Kuhlen Gullach blev enstemmigt genvalgt som suppleant.

10.   Revisor og suppleant

Martin Løvenkjær-Pearson blev enstemmigt genvalgt som revisor og Judith Jensen blev enstemmig valgt som revisorsuppleant.

11.  Eventuelt

a. Hvorfor ligger træningsweekend samme weekend som et stævne? Kommunen er meget tung at danse med når det kommer til lokalebooking, de er meget lang tid om at svare og har kun svaret blankt ja til den weekend, der ligger hvor den gør

b. Sarangban: hedder lokalet det rigtige (herreværelset)? Vi fandt på gode alternative ord. Vi tager det med Anna Kim på træningsweekenden.

c. Træningsweekend, skal den være åben for ikke-TTU klubber? Der er rimeligt stor åbenhed den modsatte vej. Bestyrelsen overvejer det sammen med cheftræneren.

d. Der er flere børn, der gerne vil til stævne. Instruktørerne er gode til at tage sig af dem til stævnerne. Kan der etableres egentlig stævnetræning? Svært med kvalificerede instruktører kombineret med begrænset lokaletilgængelighed, så det kan ikke lade sig gøre lige nu. For et år eller to siden kom der kun 4-5 stykker. Måske indbygge det mere i andre træninger, især for børn, som har svært ved at komme til tekniktræning pga. tidspunktet? Andre muligheder for fokus op til stævner til de almindelige træninger? Det er ikke klubbens mål at blive en klub for den absolutte elite, men vil alligevel gerne have en ”bred” stævnekultur. Trænger til hjælp fra forældre til det administrative/praktiske omkring stævner, så kan instruktører koncentrere sig om det tekniske/sportslige.

e. Etikette, fx i relation til at bukke ind og ud af dojang, mærker på dragter, brug af titler m.v. er blevet meget mere afslappet, er det det rigtige? Til drøftelse i bestyrelse/blandt instruktører.

f. Forældre kan træne med på børnehold og kun betale licenser/forsikring. Hvis man vil til graduering skal man melde sig ind.